Hjertets Vagabond

Da jeg kom hjem, efter en velgørenhedskoncert på Kirsten Kjærs Museum i Nordjylland, var der to ord, som dukkede op i mit hoved igen og igen: Hjertets vagabond. Det var det Kirsten Kjær blev kaldt. Hjertets vagabond . Jeg blev ramt af ordene – blev berørt og tænkte, at vi måske er mange, der mærker en slags hjemløshed – en længsel efter noget, vi ikke helt kan sætte ord på. Jeg skrev senere sangen Hjertets vagabond om ‘et øjeblik i håbets karrusel’. Om klovnen, der får øjnene til at le, men som også løfter et spejl op for vores egen længsel.

Nedenstående 10 historier og fotos er skabt med inspiration fra teksterne fra albummet "Hjertets vagabond"Det anbefales at lytte sangene, se fotos og læse histoierne.

Fotos: Frederikke Zinfraff Vesterskov

Historier: Michael Vesterskov

Download på iTunes
Lyt på Spotify

Køb cd’en Hjertets Vagabond

Pris kr. 100 + porto kr. 30

Du kan bestille på MobilePay eller Swipp, tlf 60 92 74 03.

Eller på min Nordeakonto 0320-6445499933.

Skriv dit navn, adresse og bestilling på indbetalingen, eller send en mail til michael@westwood.dk

Hjertets Vagabond er udkommet med støtte fra Koda.

Historier af Michael Vesterskov
Foto af Frederikke Z. Vesterskov
Grafik af Torben Wilhelmsen

‘Der er ingen vindere’ er skrevet op til en koncert vi spillede sammen med Mikael K (Klondyke) hvor emnet var ‘Skæve eksistenser’

I den anledning havde jeg lavet research ved at interviewe forskellige mennesker i byen Ledøje hvor jeg bor. En mand der blev nævnt igen og igen uanset hvem jeg spurgte var Lille Lars. Lille Lars, som var temmelig lav, sad ofte på sin bænk foran sit lille hus (det mindste i Ledøje) og funderede over livet med sin lille hat på hovedet. Når hatten faldt ned over øjnene viste folk at han sov. Jeg kom til at tænke på at da jeg flyttede til byen for over 20 år siden, sad der ofte folk på bænkene.

Jeg tænkte på min hjemby Nibe, hvor der blandt andre var Originalen, Landsbytossen, den hjemløse Søren Sus, som jeg skrev en sang om på albummet Længslernes alle . Jeg tænkte: hvor mon de er henne i dag, originalerne? På den måde blev jeg inspireret til at skrive Der er ingen vindere .



01 Sådan er det

I nat kom en sang og lagde sig hos mig. ”Hvad vil du”, spurgte sangen? ”Jeg har ikke tid til dig lige nu”, svarede jeg, ”jeg er midt i en drøm. Jeg har så meget at bære på, – når højst sandsynligt ikke bussen”. ”Hvad er det du skal nå”, fortsatte sangen. Jeg sukkede og svarede: ”Det ved du bedre end jeg, du har set det hele før”. Jeg humpede besværligt videre med al min bagage. Prøvede at løbe. ”Skal jeg ikke bære noget af det for dig”, hviskede sangen, ”det virker som en større byrde for dig, end du kan bære lige nu”. Jeg afslog og humpede videre . Drømmen måtte ikke forsvinde, heller ikke sangen. ”Jeg har brug for jer begge”, sagde jeg med en stemme, der ikke rigtig ville ud. ”Jeg må videre nu”, sagde sangen, ”der er andre, der venter på mig”. Jeg greb ud efter sangen, men den var væk. Jeg prøvede at erindre drømmen, men der var kun små dryp af billeder tilbage. Solen bankede på vinduet, jeg rullede gardinet fra, lagde mig tilbage på sengen, lukkede øjnene. Solens stråler landede på mit bryst, de smilede til mig , spurgte om det var varmt nok, jeg svarede ”ja, varm mig længe, min krop er træt ,den har løbet hele natten – jeg nåede bussen, den var stop fyldt, der var ikke plads, men da den kørte fra busstopstedet og jeg kikkede ind i bussen, var den tom. Den kørte af sted med ingenting”, fortalte jeg til solens stråler. ”Er det det, vi skal nå?” fortsatte jeg inden søvnen lagde sit tæppe om mig.

01 Sådan er det

Er indspillet i Westmusic studiet. Mixet og produceret af Henrik Nilsson.

Medvirkende:
Michael Vesterskov: Lead vokal, guitars, bas, programmering
Mathias Blomdahl: Guitar
Søren Skov: Keyboard trommer
Henrik Nilsson: Keyboard, programmering.

Velkommen til de fleste, de blide og beske,
de udspekulerede og selvbiografiske
gi mig et øjeblik af jeres manglende tålmodighed

Tro kan bjerge men bjerge flytter med
Selvom man vandrer fra sted til sted
Jeg har været set det der selv
Der hvor omkvædet bliver umulige at danse med

Sådan er det, ja sådan er det

På Cafe København synger Rasmus om kvinde savn
Mens politiet erobrer Christianshavn
Der er sommer i Europa og dans i Sønder om og Om – mmerslev

Langt nede af gaden forenden ved broen
Står Sebastian og synger om malkekoen

Han har været her længe
men synger bestemt ikke på sidste vers

Sådan er det, ja sådan er det
Men sådan er det , ja det er jo det

En sølvfarvet pingvin danser tango
En bidende varm decemberdag
Jeg har set den selv i Nyhavn/
En engel sad og råbte ‘overtid’

Længe leve livet så længe det leves
når det er gået kan man nemt være misforstået
Et højt hurra og man hyldes
som en man måske slet ikke var



02 Der er ingen vindere

Lige ved min side sidder ensomheden . Ensomheden, som ikke hedder andet og som er tavs, min daglige gæst. Ensomheden sidder helt stille og venter. Jeg taler til den, men den svarer ikke. Når jeg vågner om morgenen fra drømmenes verden overtager ensomheden, og en grå tone spreder sig i mit indre. Jeg prøver at gå ensomheden væk ved at vandre fra værelse til værelse, fra køkkenet til badeværelset, ud i haven, gemmer mig i bryggerset; men ensomheden følger mig som en kold skygge, en tone uden klang. Min hverdag er som en slidt LP, der kører på en gammel grammofon. Ensomheden følger mig, når jeg skal med bussen. Den stiger ind sammen med mig, står stille lige bag mig, jeg venter altid lidt for at se om buschaufføren opdager den. Jeg vil jo gerne betale for to, men kun hvis chaufføren opdager, ensomheden er med mig. Det vil være flovt at sige, at jeg vil betale for to, hvis chaufføren ikke ser den, og jeg skal til at forklare mig. Det er flovt at være ensom, så jeg siger til chaufføren: ”jeg skal besøge mine børnebørn”, selvom det ikke er sandt.

Jeg opdager noget, som for mig er en overraskelse. Jeg opdager at ensomheden ikke er ensom, der er flere, for bagved chaufføren sidder en ensomhed, som til forveksling ligner min. Min forbavselse bliver endnu større, da jeg ser, at de fleste passagerer har sin egen ensomhed med sig.

02 Der er ingen vindere

Indspillet i Westmusic Studie og Sounds and music studio Skåne Sverige. Mix af Bebe Risenfors Sounds and music studio Skåne Sverige

Medvirkende:
Michael Vesterskov: Lead vokal og guitar
Bebe Risenfors: Trommer bas, basharmonica og alt sax
Samuel Hällkvist: Guitars

Der var engang en bænk
På bænken sad en mand
Med sin hat på hoved
Og stille tanker om tidens tand
I et mylder af ensomhed
Uden synderlig kolorit
I en verden af tåge
ku han ikke finde sine skridt

Vi sagde han var en taber
vi så bare til
undersøgte sådan set ikke rigtig sagen
det er ikke det vi vil
Vi ville digte med
Gøre historien mere fæl
Vi blev måske en smule bange
for at vi kunne ende sådan selv

Der er ingen vindere – kun dage der er gået
Tiden tager det hele alt det vi troede vi kunne nå

Vi så dem på livets bund
Der hvor intet syntes at kunne gro
hvor intet øjeblik er tændt
og hvor håbet ikke finder ro
Vi så de tomme timer
Vi så livet visne hen
Vi hørte deres hjertes banken
I en verden der kun lige stod på klem

Der er ingen vindere – Kun dage der er gået
Tiden tager det hele
alt det vi troede vi kunne nå

På en bænk i tågen
Sad en lille mand
Drak sig en tår af verden
Ku ikke rigtig se hvor den førte hen

Der er ingen vindere – Kun dage der er gået
Tiden tager det hele
alt det vi troede vi kunne nå



03 Hvis jeg nu ku ha sagt undskyld

Jeg banker stille på døren - ganske sagte, som jeg normalt gør, når jeg står overfor en dør jeg kender. Det er koldt, så jeg tripper lidt mens jeg gnidder hænderne hurtigt energisk mod hinanden. Døren bliver åbnet, og jeg forstår med det samme, at der er noget galt. Jeg mærker stemningen, noget er forandret. ”Hej”, siger jeg og bliver stående. Normalt ville jeg gå ind, men i dag er det som om der er tremmer for døren. Han kikker på mig, jeg kikker på ham. Vi har kendt hinanden i over 20 år, og for første gang er ordene tavse. ”Vi skal ned på tanken”, afbryder han tavsheden med. Jeg når ikke at sige noget, før han skubbede mig let ned af trappen og selv følger med ud i kulden, kun iført sin skjorte og bilnøglen i venstre hånd.

I bilen fortsætter den matte stemning, han sætter GPS’ til og kører ud af indkørslen. ”Drej til venstre for enden af vejen”, siger den veltalende kvindestemme i GPS’ en. Han reagerer kraftfuldt, ikke ved at dreje til venstre, men ved at sige: ”Det skal du sgu ikke bestemme kvinde”, og så drejer han til højre. Jeg forholder mig stadigvæk tavs, er lettere rystet, men vælger at tie lidt endnu. ”Drej til højre om 100 meter”, fortsætter stemmen, og det samme gentager sig. Han svarer øjeblikkeligt: ”Det bestemmer jeg selv, det er mig der bestemmer, forstå det kvinde”, og så peger han på GPS en og drejer samtidig til venstre. Jeg fatter nu pointen. ”Stop bilen”, siger jeg til ham, ”stop den, vi må tale om det her”. Han stopper bilen, og trækker vejret tungt, hovedet falder ned mod maven, som de senere år er vokset en del. ”Jeg har aldrig været god til at indrømme fejl”, siger han, ”det har ligesom aldrig været min stærke side, ja - og jeg har altså glemt at købe en gave, - det er hendes fødselsdag. Jeg bliver så vred, men mest på mig selv”, fortsætter han. ”Hvis bare jeg ku ha sagt undskyld, så var det nok blevet en god dag”. ”Du kan nå det endnu”, siger jeg til ham, men sluk GPS en, det skal jo ikke gå ud over den. Jeg kikker på uret og siger: ”jeg skal forresten i biografen, det har jeg helt glemt. Tag den her”, - jeg rækker ham den gave, jeg har med – en CD – ”vi ses”. Han går ind i huset med Elton Johns seneste album i hånden, gemt bag ryggen.

Hvilken hånd vil du ha’ ?

03 Hvis jeg nu ku ha sagt undskyld

Er indspillet i Westmusic studiet og Mixet og produceret af Henrik Nilsson

Medvirkende musikere:
Michael Vesterskov: Lead vokal, guitars, keyboards, omnicord, Piano, programmering
Mathias Blomdahl: Guitar og bas
Henrik Nilsson: Keyboard, programmering.

Måske var jeg en smule urimelig, måske var jeg en smule pirrelig i et kort sekund
Måske sku jeg være blevet i sengen den morgen hvor min verden virkelig gjorde ondt

Og hvis jeg nu ku ha sagt undskyld
Ku det ha været en helt vidunderlig dag

Måske var jeg lidt jaloux, du så jo helt fantastisk ud, da du gi og solen forsvandt
Forenden af sengen stod spejlet smilede og hviskede hej du, der var du vist ikke særlig elegant.

Og hvis jeg nu ku ha sagt undskyld
Ku det ha været en helt vidunderlig dag

Da du kom tilbage var lyset tændt bordet dækket , og spejlet var med som hemmelig gæst
Jeg tog din hånd og sagde ved du hvad skat, det jeg sagde du ved det i morges, det har vi to forhåbentlig glemt ja, i ja

Så hvis jeg nu ku`si`undskyld
Så når jeg nu siger undskyld
Bliver det en helt vidunderlig nat



04 Hjertets vagabond

Det er billedets stemning sammen med teksten, der låner mit blik. Det er mystikken og længslen der holder mit ansigt fast til billedet. Det er selve billedes komposition, der låser mit blik.

Jeg bliver stående længe foran det smukke maleri. Mine tanker flakker tilbage i erindringer, begivenheder for længe siden, blandet med nutidens urolige længsel og rodløshed. Det er titlen, der skubber til min nysgerrighed. Mine ben føles som en kegle, og jeg drejer rundt og rundt, mens titlen i centrum kommer nærmere og nærmere, for til sidst at stå helt klart foran mit ansigt. En hvid skrift med hundredvis af rifter: ”Hjertets Vagabond”

04 Hjertets vagabond

Indspillet i Westmusic Studie og Sounds and music studio Skåne Sverige. Mix af Bebe Risenfors Sounds and music studio Skåne Sverige

Medvirkende:
Michael Vesterskov: Lead vokal og guitar
Bebe Risenfors: Trommer bas
Samuel Hällkvist. Guitars

Der er dug på mine tanker
Der er et cirkus i byen
Der er røde lamper
Vand i paraplyen

Der er larmende stumt
Når Tæppet går fra
Timeglasset kalder
Men vi vil aldrig bort herfra
Et øjeblik - i håbets karusel

Lysene dæmpes
Der er Mønter der svæver
Vi lever livet for livets skyld
Der er ingen der kræver

På magiens line
Danser klovnens sko
Ord bliver først rigtige ord
når hjertet finder ro
Et øjeblik – I håbets karusel

Vi svæver bort uden at sige noget
Drømmer os fra sted til sted
Gyngens vuggen er den røde tråd
klovnen væver smilet med
øjnene ler og det vi ser
Er hjertets vagabond

Vi svæver bort uden at sige noget
Drømmer os fra sted til sted
Gyngens vuggen er den røde tråd
Klovnen væver smilet med
Øjnene ler og det vi ser
Er hjertets vagabond

Livet er Legen mellem orderne
Der er cirkus i byen



05 Så ryster vi posen

Hun kører sin søn til stationen. Det er en smuk morgen, der indbyder til, at dagen bliver god. Solen blænder for tankernes spind af slidte gentagelser. Hun parkerer bilen ved Netto. Kysser sin søn en god dag . Vinker til ham inden han forsvinder ned af trappen mod perronen. Hun sætter sig ind i bilen, kikker i bakspejlet, prøver med højre hånd at sætte sit pjuskede morgenhår på plads. Hun tager læbestift på, sidder så lidt, sidder lidt endnu, for derefter at dreje nøglen til start, radioen går i gang, klokken er 7.00. Hun slår over på P1 hvor der er nyheder, videre til 24syv, nyheder, hun skubber cd ’en ind i afspilleren. Ud strømmer tonerne fra Light - Allegri Pärt Tormis. Hun kører ud fra parkeringspladsen, bilens gear klager, mens musikken Tibi Soli strømmer ud af højtalerne. Hun kommer til rundkørslen, som er total stoppet, hun kan ikke komme ind, så mange biler er der. Hun sidder lidt, sidder lidt igen. Hun begynder at tælle, hvor mange biler af samme farve der kører rundt, 21 stk. Hun kører lidt frem, men der er ingen plads i rundkørslen. Endelig er der en bil, der sænker farten ganske lidt. Hun kan se chaufføren spiser og drikker kaffe. Hun slipper koblingen, trykker hårdt på speederen og svinger ind i rundkørslen. Da hun er inde, føler hun både lettelse og uro. Hun kører lidt rundt, Kører stadig lidt rundt. Hun mærker, at hun må være helt skarp, for rundkørslen er tæt pakket. Cd’en er nået til Sofferenza. Hun ser, at sønnen har glemt madpakken og termokanden med the. Koncentreret tager hun koppen af termokanden, mens blikket flakker fra kande til rundkørsel. Hun hælder den varme the i koppen, mærker duften og varmen fra teen på læberne. Hun drikker en slurk, det lindrer hele vejen ned gennem brystet til maven. Hun stiller teen i kaffeholderen. Det føles godt. Hun tænker dagens opgaver igennem, kikker på mappen med projektet, der ligger i bildørens sidelomme. Tager papirerne ud af mappen og op til rattet. Hun fører bilen elegant, mens hun læser papirerne , drikker te og spiser af madpakken. Får lidt dårlig samvittighed over at spise madpakken og tænker på, hvordan sønnen klarer det. Hun ringer til sin mand, smiler indvendig og spørger, om han kører forbi med bananer og brød til sønnen, mens øjnenes koncentration, hendes motorik, hendes koordinering, arbejder optimalt. Klokken 15.30 begynder hun at forberede udkørslen. Pakker papirerne ned, hun ser at bilen foran svinger ud. Hun griber øjeblikkets lidt større afstand til at følge med ud af rundkørslen. Hun føler sig drænet, men er ikke som sådan i dårligt humør. Det er mere en følelse af ingenting. Hun åbner handskerummet, tager en plade chokolade ud, knækker et stykke af og putter det i munden, samtidig med, at hun drejer ind mod netto. Sønnen dukker op af trappen fra perronen, det virker som om han kæmper sig op af trinene, - hun får dårlig samvittighed. Han er lidt udkørt, men vinker dog glad og smiler med skoletasken tungt på ryggen. Hun står ud af bilen. Omfavner ham . Hun kysser ham på kinden. ”Har du haft en god dag?” ”Ja jeg har haft en god dag mor. Har du haft en god dag?”.”Ja, jeg har haft en god dag – tak. Er du sikker på du har haft en god dag min dreng?”” Ja mor”, svarer han, ”men jeg glemte madpakken og er skrupsulten”. De stiger ind i bilen. Hun tænder for radioen. Rækker ham pladen med chokolade. Klokken er 16.00. Hun stiller ind på P3, kikker på drengen, de smiler begge, mens værten med musikken i baggrunden fortæller, at der er kø på ring 4 og at ventetiden er op til 45 minutter.

05 Så ryster vi posen

Er indspillet i Westmusic studiet og Mixet og produceret af Henrik Nilsson

Medvirkende musikere:
Michael Vesterskov: Lead vokal, guitars, keyboards, omnicord, piano, programmering
Mathias Blomdahl: Guitar, bas
Henrik Nilsson: Keyboard, programmering
Søren Skov: hammond organ, trommer.

La, la, la, la,

Tænker som besat
Er helt besat tanker
Prøver at holde koppen
Men den har mistet hanken

Der er røg i skorstenene
Der er små figurer der læner sig op af huse
Der er mord i mørket
Dans på trappen
Og lukket op for sluserne

Selvom man ikke lige skulle være på sporet
Og ikke ha´ munden i ordet
Er der langt penge nok ned i brønden
Med ønsket om at følge drømmene

Men livets gåde er gået en klasse op
Det er mere kompliceret end vi troede
Og hvem er egentlige de gode
Og var sandheden overhovedet vendt på hovedet

Nattoget koger gamle tider op
Men nu trækker vi i snoren
Nok er nu engang nok

Og så drejer vi omkring
Og så ryster vi posen igen
Og så går vi i ring
Og så vender vi os om
Og så ryster vi posen igen

Svæver jeg hen over byen
inderst inde er jeg mud men godt nok lidt benovet
Gaderne er tomme, i mer end en forstand
Når varmen lukkes ned i dette ellers så kloge land

Men der er harme i forstaden
Der er ild i kaminen
Nu fejer vi gaderne
Selvom det gør vildt ondt i smilet

Nattoget koger gamle minder op
Men nu trækker vi i snoren
Nok er nu engang nok

Og så drejer vi omkring
Og så ryster vi posen igen
Og så går vi i ring
Og så vender vi os om
Og så ryster vi posen igen



06 Længslernes Allé

Hun står længe ved bredden, bølgerne er flade og det glimter med sølvstrenge ud over vandet. Længere ude hænger disen helt ned til vandoverfladen. Hun træder langsomt ud i vandet uden at tage skoene af. Der bliver hurtigt dybt. Hun mærker det iskolde vand på læggene, det gyser i hele kroppen. I horisonten skimter hun en grønlig genstand. Hendes tanker flyder lige så langt ud som udsigten og sløres af disen længere ude. Genstanden kommer tættere på. Det er endnu svært at se, hvad det er. Hun kikker tilbage. En løber vinker til hende og råber: ”pas på ikke at gå for lang ud”. Hun går længere ud, vandet når hende til lysken. Flere løbere kommer til. De stopper op og råber:” kom ind lille pige, det kan være farligt”. Den grønlige genstand er endnu tættere på og har kurs mod hende. Løberne på bredden er nu samlet i en flok og har valgt en talsmand, som råber i en megafon: ”du må ikke gå så langt ud, pas på understrømmen”. Hun går fem meter længere ud, vandet når hende nu til lidt over maven, kroppen har vænnet sig til temperaturen. Hun ser at den grønne genstand er en lille robåd. Vinden er taget til, bølgerne er vågnet og skvulper ind på siden af den lille båd, som nu er lige ud for hende. Hun kikker i båden, der ligger to årer, en flaske vand og et tæppe, - ingen redningsvest. Hun vender hovedet og kikker langsomt tilbage. Hun ser flokken stå og hoppe, lave fagter med hænderne og råbe:” kom tilbage, det er farligt”. Hun hopper op i båden, blæsten er nu lidt voldsommere, der er fralandsvind. Hun griber årerne, holder dem i vejret og vender sig ind mod bredden, som vil hun vise flokken dem. Flokken bliver nu roligere, kikker på hinanden og smiler, hvorefter de løber videre sammen.

Hun smider årerne i vandet, lægger sig på bunden af båden, tager tæppet over sig og lader vinden føre båden ud mod det åbne hav. Båden sejler vuggende gennem disen. Hun lukker øjnene og græder tillidsfuldt, imens den lille både drives ensomt af sted af vindens velvilje.

06 Længslernes Allé

Indspillet i Westmusic Studie og Sounds og music studio Skåne Sverige. Mix af Bebe Risenfors Sounds and music studio Skåne Sverige

Medvirkende:
Michael Vesterskov: Lead vokal og guitar
Bebe Risenfors: bas og blæs
Samuel Hällkvist: guitars og pedal steel.

Det er sandt at sige
Her fra længslernes allé
Drømmene er på overtid
Intet varer ved
Længe leve livet altid
Det går jo sin forunderlige gang

Vinden vender om ofte og vi fleste vender med
Det regner af mindreværd
Men vi går på samme sted
Men længe leve livet endnu engang
Det går jo sin forunderlige gang

(Men) det kan være så utroligt svært at se det hele
Lige nøjagtigt som det er
Ja, det kan være så uendeligt svært at (for) bli den man er.

Det gir sig selv
At ofte går det lige præcist
Som man ikke vil
Hunden spinder katten gør
Og gyngen falder ned
Men længe leve livet altid
Det går sin finurlige gang

(Men) det kan være så utroligt vanskeligt at se det hele
Lige nøjagtigt som det er
Ja, det er så forbandet svært at forbli den man er.



07 Drømme drømmes alene

Barnet: ”se bolden hopper, den bliver ved, se den hopper”. Den voksne: ”bolden hopper ikke mere lille skat, den ligger stille”. Barnet: ”nej den hopper stadigvæk”. Den voksne går hen, tager bolden og slår den ned i jorden og siger:” NU hopper den igen, kan du se det? før lå den stille i lang tid”. Barnet kikker tvivlsomt på den voksne, mens bolden hopper videre inde i hovedet. Den voksne smilende til barnet: ”Nu er den stoppet igen, gå du hen og få den til at hoppe igen”. Barnet går hen og tager den bold som i forvejen stadigvæk hopper, slår den ned i jorden, nu er der to bolde der hopper, barnet råber med et smil så stort så stort at ordene danser ud af munden:” se, nu er der to bolde der hopper, - så kan vi få hver sin”. Den voksne kikker med hoved på skrå på barnet: ”du er sjov”, siger den voksne med et lidt skævt smil, går hen og tager bolden, slår den ned i jorden og siger:” Du kan tage den anden”. Barnet nynner og siger: ”TAK”.

07 Drømme drømmes alene

Indspillet i Westmusic studio. Miz og dubs i White room studio i Stockholm af Mathias Blomdahl.

Medvirkende:
Michael Vesterskov: Lead vokal, guitar, keyboards, ukulele, klokkespil
Mathias Blomdahl: Bas, trommer, slide guitar
Søren Skov: Piano

Drømme drømmes alene.
Der er så meget vi kan gøre
Før natten ringer på
Der er så meget meget større
Som kun smilet kan nå - åh wå oh wow
For drømme drømmes alene
Og man skal stole på dem
Før det er for sent

Åh hvis vi ville
Både store og små
Gøre livet til en dille
Uden rem og seler på åh wå oh wow
For drømme drømmes alene
Og man skal stole på dem
Før det er for sent



08 Til Glæden

Nøglen sidder udvendig. Nøglen sidder udvendig. Det stinker af luft, der har været i samme rum i måneder. Mørket har lagt bind for vores øjne, og det er tankerne der må finde lyset. Vi sidder i samme rum, bundet sammen af skæbnen. Vi kan ikke se hinanden. Låsen sidder udvendig. Vi prøver at finde et fælles sprog, til trods for, at vi kommer fra forskellige lande, samlet af skæbnen og verdens luner. Ledere, der stræber efter magt over dem, der er svagere, for at dem, der er svagere, kan få magt over dem, der er endnu svagere. Låsen sidder udvendig. Vi deles om luften, som har været i rummet lige så længe som os. Vi venter sammen. Vi sidder på den sorte jord. Vi venter sammen i samme sekund, time, de samme dage, nætter, uger, måneder. Vi må finde et fælles sprog, selvom vi kun tænker på os selv. Vi må finde en fælles stemme, der kan binde trådene sammen om håbet, og hive det indtil vores hjerter. En tør stemme fra inderst hjørne af rummet hvisker begyndelsen af en sang ”la, la – la, la – la, la – la, la, la, la, la, la, la, la, la………….. ” – en spinkel stråle af lys rammer midten af rummet – ”la, la, la, la, la, la, la, la” låsen låser sig op – sprænges – ”la, la, la, la, la, la, la…”

08 Til Glæden

Indspillet i Sounds og music studio Skåne.

Medvirkende:
Michael Vesterskov: vokal, guitar
Bebe Risenfors: Kor, tuba, klarinet, klaver, lilletromme
Mathias Blomdahl: banjo ukulele, kor
Qarin Wikström: Kor
Marianne Mortensen: Kor



09 En melodi på vilde veje

Morgenen er lys, lyden af en ny dag er i luften, duften af liv. Et ekko af lyde hvirvler rundt fra væg til væg, mur til mur, hen over tagene, mens solen dæmper morgenkuldens hjertebanken. Skramlen af stablede kasser, døre der åbnes og smækkes i, porte der piber, cykeldæk på asfalten, koste på beton, vand på ruder og lyden af kirkeklokker.

Midt i alt det går Eva fra gade til gade med guitaren på ryggen og sin lille forstærker i hånden. Hver dag den samme rute nogenlunde på samme tidspunkt. Hun stopper på fredspladsen foran Fona. Pakker guitaren ud af den slidte kasse, sætter forstærkeren op lige ved siden af. En hund kommer hen og snuser til kassen, halen logrer og tungen hænger ud af siden på munden. Den sætter sig utålmodigt ventende med forpoterne trippende og halen logerende. Den prøver at fortælle den hedder Bob. Bob rejser ørerne, da den sidste lyd af kirkeklokker rinder ud. Eva spænder guitarremmen fast på guitaren, tager den over skulderen og slår en akkord an. Forstærkeren hyler højt, hun skruer hurtigt ned, mens Bob kikker rundt, som vil den undskylde for de forbipasserende. Bob lader forbene falde ned på asfalten og ligger nu på maven, stadig med tungen hængende i højre side af munden På udstillingsvinduet i Fona står der ophørsudsalg med gule bogstaver. Fra 40 til 80 % rabat på alt. Eva stemmer guitaren, det lyder allerede som en sang. Hun hilsner på nogle forbipasserende og smiler tillidsfuldt. Hun klapper Bob på hovedet og kalder den Rico. Duerne på taget af kirketårnet sidder helt stille og afventer deres videre færd. Eva er klar til at begynde, da hun stille afbryder sig selv og hvisker ”ups”. Hun kikker på Bob, som hun stadigvæk kalder Rico. Bob logrer lidt hurtigere med halen som om den forstår: ”Jeg glemte skiltet”. Eva åbner guitarkassen og griber et lille fint håndskrevet skilt – stiller det foran hende. ”Ønsk en fortælling”, står der på skiltet. Ud fra Fona myldrer folk med poser og kasser. En dreng stopper op, kalder på sin far og peger på skiltet. Drengen løber hen til Eva og hvisker hende noget i øret. Han sætter sig, venter spændt. Bob løber hen og sætter sig ved siden af drengen, drengen kalder den Hund.

Tonerne fra Evas læber og den bløde klang fra guitaren flyder ud over fredspladsen. Bob kikker på drengen og sluger tungen, halen slår ganske stille, som var det i takt med musikken. Drengen lægger blidt hånden på hovedet af Bob og ager den langsomt, Bob smager på tungen. Drengens øjne svømmer ud i evigheden uden redningsvest. Drengens far kommer i snak med andre handlede, der siver ud fra Fona. De viser smilende hinanden de ting, de har købt. Nogle henter kaffe i den lille cafe overfor. En kvinde bytter pakke med en anden kvinde. En mand sælger nogle af sine ting og tæller glad pengesedlerne. En summen af stemmer, blandet med Evas toner fylder fredspladsen.

I fremtiden vil drengen og Bob huske fortællingen, et øjeblik af evighed, der aldrig vil kunne slettes, kun glemmes for en stund. En tilfældig morgen ved klangen af kirkeklokker i det fjerne, vil tonerne dukke op igen – en erindring – et ekko.

09 En melodi på vilde veje

Indspillet i Westmusic studie Danmark og The white room studie Stockholm. Strygere indspillet og arrangeret af Stig Christensen music mind studio Charlottenlund. Mix af Mathias Blomdahl & Michael Vesterskov

Medvirkende:
Michael Vesterskov: Lead vokal, guitar
Samuel Hällkvist guitars
Mathias blomdahl: Guitar, bas og perc.
Stig Christensen: strygere.

Livet vågner lidt før tiden
Før morgenlyset blir til dag
og skyggene fra glemte tanker
Kendes i hvert åndedrag

Er det sangen til en søster
Er det stemmen til en bror
Mens regnen falder fra en himmel
Tilbage til en nøgen jord

Da da da ……..

Og når trubaduren synger
Om dybe længsler, ord om savn
En melodi på vilde veje
En som aldrig fik et navn

Er det sangen til en søster
Er det stemmen til en bror
Som regnen falder fra en himmel
Tilbage til en nøgen jord

Da da da ……..

Er det sangen til en søster
Er det stemmen til en bror
Mens regnen falder fra en himmel
Tilbage til en nøgen jord



10 En ganske særlig tid

Vi løber på stedet, vores puls stiger, vi kommer ingen vegne. Vi sætter farten ned, kommer ingen vegne, men pulsen falder. Vi kikker ned, fødderne fungerer fint, det er som det skal være, højre fod først og dernæst følger venstre i en fin koordinering, men vi kommer ingen vegne. Instruktøren siger: ”Smil mens I løber, så går det nemmere”. Vi smiler og løber stærkere, men kommer ingen vegne, men pulsen stiger. En anden instruktør siger: ”Hold ansigtet neutralt mens I løber, så bruger I ikke unødige kræfter”. Vi løber på stedet med neutralt udtryk, pulsen er stabil, men vi kommer ingen vegne. ”I skal bokse med armene, når I løber – forstil jer I slår hul i luften, så der er fri bane”, siger en tredje instruktør med et smil. Vi bokser, pulsen stiger og tempoet også, men vi kommer ingen vegne. ”Løb baglæns mens I bokser, så I har overblik, så bruger I de andre muskler og får derved koordineret en anden måde at løbe på”. Disse ord kommer fra en fjerde instruktør, som kun er afløser for de andre 3. Vi gør det nøjagtig, som han siger, pulsen stiger kræfterne svinder, men vi kommer ingen vegne.

10 En ganske særlig tid

Indspillet i Westmusic studio Danmark og Sounds og music studio Skåne.

Medvirkende:
Michael Vesterskov: Lead vokal, guitar, kor, Waldorf syntz, Wurtlitzer.
Samuel Hällkvist: Guitars
Mathias Blomdahl: Klassisk guitar
Bebe Risenfors: Bas, lilletromme

jeg drømmer mig ned af gaden
En hjemløs låner mit smil
Mit skrig forblir` en hvisken
Min forfænlighed snobberi

En Kvinde griber min udsigt
En duft tar` mit blik
Kærligheden er sløret
Storken flyver transit

Det vidner om at der er mere at fortælle
At kloden drejer stædigt rundt
Ah a ha.
For det er en ganske særlig tid vi lever i
Ja ja ja det er det jo altid

Jeg drømmer jeg ser engle
Bedøvet af falsk magi
Dansen er forstummet
Før en god dag er forbi

Her minder mistænkelig om kaos
Cirkus uden entre
Klovnen tæller fingre
Mens sminken grædes af

Det vidner om at der er mere at fortælle
At kloden drejer stædigt rundt
Ah a ha.
For det er en ganske særlig tid vi lever i
Ja ja ja det er det jo altid
Solo

Tiden står på stilke
natten synger sin sang
Hjertet Hamrer

Det vidner om at der er meget at fortælle
At kloden drejer stædigt rundt
Ah a ha.
For det er en ganske særlig tid vi lever i
Ja ja ja det er det jo altid.