Hjertets Vagabond

01 Sådan er det

I nat kom en sang og lagde sig hos mig. ”Hvad vil du”, spurgte sangen? ”Jeg har ikke tid til dig lige nu”, svarede jeg, ”jeg er midt i en drøm. Jeg har så meget at bære på, – når højst sandsynligt ikke bussen”. ”Hvad er det du skal nå”, fortsatte sangen. Jeg sukkede og svarede: ”Det ved du bedre end jeg, du har set det hele før”. Jeg humpede besværligt videre med al min bagage. Prøvede at løbe. ”Skal jeg ikke bære noget af det for dig”, hviskede sangen, ”det virker som en større byrde for dig, end du kan bære lige nu”. Jeg afslog og humpede videre . Drømmen måtte ikke forsvinde, heller ikke sangen. ”Jeg har brug for jer begge”, sagde jeg med en stemme, der ikke rigtig ville ud. ”Jeg må videre nu”, sagde sangen, ”der er andre, der venter på mig”. Jeg greb ud efter sangen, men den var væk. Jeg prøvede at erindre drømmen, men der var kun små dryp af billeder tilbage. Solen bankede på vinduet, jeg rullede gardinet fra, lagde mig tilbage på sengen, lukkede øjnene. Solens stråler landede på mit bryst, de smilede til mig , spurgte om det var varmt nok, jeg svarede ”ja, varm mig længe, min krop er træt ,den har løbet hele natten – jeg nåede bussen, den var stop fyldt, der var ikke plads, men da den kørte fra busstopstedet og jeg kikkede ind i bussen, var den tom. Den kørte af sted med ingenting”, fortalte jeg til solens stråler. ”Er det det, vi skal nå?” fortsatte jeg inden søvnen lagde sit tæppe om mig.

02 Der er ingen vindere

Lige ved min side sidder ensomheden . Ensomheden, som ikke hedder andet og som er tavs, min daglige gæst. Ensomheden sidder helt stille og venter. Jeg taler til den, men den svarer ikke. Når jeg vågner om morgenen fra drømmenes verden overtager ensomheden, og en grå tone spreder sig i mit indre. Jeg prøver at gå ensomheden væk ved at vandre fra værelse til værelse, fra køkkenet til badeværelset, ud i haven, gemmer mig i bryggerset; men ensomheden følger mig som en kold skygge, en tone uden klang. Min hverdag er som en slidt LP, der kører på en gammel grammofon. Ensomheden følger mig, når jeg skal med bussen. Den stiger ind sammen med mig, står stille lige bag mig, jeg venter altid lidt for at se om buschaufføren opdager den. Jeg vil jo gerne betale for to, men kun hvis chaufføren opdager, ensomheden er med mig. Det vil være flovt at sige, at jeg vil betale for to, hvis chaufføren ikke ser den, og jeg skal til at forklare mig. Det er flovt at være ensom, så jeg siger til chaufføren: ”jeg skal besøge mine børnebørn”, selvom det ikke er sandt.

Jeg opdager noget, som for mig er en overraskelse. Jeg opdager at ensomheden ikke er ensom, der er flere, for bagved chaufføren sidder en ensomhed, som til forveksling ligner min. Min forbavselse bliver endnu større, da jeg ser, at de fleste passagerer har sin egen ensomhed med sig.

03 Hvis jeg nu ku ha sagt undskyld

Jeg banker stille på døren - ganske sagte, som jeg normalt gør, når jeg står overfor en dør jeg kender. Det er koldt, så jeg tripper lidt mens jeg gnidder hænderne hurtigt energisk mod hinanden. Døren bliver åbnet, og jeg forstår med det samme, at der er noget galt. Jeg mærker stemningen, noget er forandret. ”Hej”, siger jeg og bliver stående. Normalt ville jeg gå ind, men i dag er det som om der er tremmer for døren. Han kikker på mig, jeg kikker på ham. Vi har kendt hinanden i over 20 år, og for første gang er ordene tavse. ”Vi skal ned på tanken”, afbryder han tavsheden med. Jeg når ikke at sige noget, før han skubbede mig let ned af trappen og selv følger med ud i kulden, kun iført sin skjorte og bilnøglen i venstre hånd.

I bilen fortsætter den matte stemning, han sætter GPS’ til og kører ud af indkørslen. ”Drej til venstre for enden af vejen”, siger den veltalende kvindestemme i GPS’ en. Han reagerer kraftfuldt, ikke ved at dreje til venstre, men ved at sige: ”Det skal du sgu ikke bestemme kvinde”, og så drejer han til højre. Jeg forholder mig stadigvæk tavs, er lettere rystet, men vælger at tie lidt endnu. ”Drej til højre om 100 meter”, fortsætter stemmen, og det samme gentager sig. Han svarer øjeblikkeligt: ”Det bestemmer jeg selv, det er mig der bestemmer, forstå det kvinde”, og så peger han på GPS en og drejer samtidig til venstre. Jeg fatter nu pointen. ”Stop bilen”, siger jeg til ham, ”stop den, vi må tale om det her”. Han stopper bilen, og trækker vejret tungt, hovedet falder ned mod maven, som de senere år er vokset en del. ”Jeg har aldrig været god til at indrømme fejl”, siger han, ”det har ligesom aldrig været min stærke side, ja - og jeg har altså glemt at købe en gave, - det er hendes fødselsdag. Jeg bliver så vred, men mest på mig selv”, fortsætter han. ”Hvis bare jeg ku ha sagt undskyld, så var det nok blevet en god dag”. ”Du kan nå det endnu”, siger jeg til ham, men sluk GPS en, det skal jo ikke gå ud over den. Jeg kikker på uret og siger: ”jeg skal forresten i biografen, det har jeg helt glemt. Tag den her”, - jeg rækker ham den gave, jeg har med – en CD – ”vi ses”. Han går ind i huset med Elton Johns seneste album i hånden, gemt bag ryggen.

Hvilken hånd vil du ha’ ?

04 Hjertets vagabond

Det er billedets stemning sammen med teksten, der låner mit blik. Det er mystikken og længslen der holder mit ansigt fast til billedet. Det er selve billedes komposition, der låser mit blik.

Jeg bliver stående længe foran det smukke maleri. Mine tanker flakker tilbage i erindringer, begivenheder for længe siden, blandet med nutidens urolige længsel og rodløshed. Det er titlen, der skubber til min nysgerrighed. Mine ben føles som en kegle, og jeg drejer rundt og rundt, mens titlen i centrum kommer nærmere og nærmere, for til sidst at stå helt klart foran mit ansigt. En hvid skrift med hundredvis af rifter: ”Hjertets Vagabond”

05 Så ryster vi posen

Hun kører sin søn til stationen. Det er en smuk morgen, der indbyder til, at dagen bliver god. Solen blænder for tankernes spind af slidte gentagelser. Hun parkerer bilen ved Netto. Kysser sin søn en god dag . Vinker til ham inden han forsvinder ned af trappen mod perronen. Hun sætter sig ind i bilen, kikker i bakspejlet, prøver med højre hånd at sætte sit pjuskede morgenhår på plads. Hun tager læbestift på, sidder så lidt, sidder lidt endnu, for derefter at dreje nøglen til start, radioen går i gang, klokken er 7.00. Hun slår over på P1 hvor der er nyheder, videre til 24syv, nyheder, hun skubber cd ’en ind i afspilleren. Ud strømmer tonerne fra Light - Allegri Pärt Tormis. Hun kører ud fra parkeringspladsen, bilens gear klager, mens musikken Tibi Soli strømmer ud af højtalerne. Hun kommer til rundkørslen, som er total stoppet, hun kan ikke komme ind, så mange biler er der. Hun sidder lidt, sidder lidt igen. Hun begynder at tælle, hvor mange biler af samme farve der kører rundt, 21 stk. Hun kører lidt frem, men der er ingen plads i rundkørslen. Endelig er der en bil, der sænker farten ganske lidt. Hun kan se chaufføren spiser og drikker kaffe. Hun slipper koblingen, trykker hårdt på speederen og svinger ind i rundkørslen. Da hun er inde, føler hun både lettelse og uro. Hun kører lidt rundt, Kører stadig lidt rundt. Hun mærker, at hun må være helt skarp, for rundkørslen er tæt pakket. Cd’en er nået til Sofferenza. Hun ser, at sønnen har glemt madpakken og termokanden med the. Koncentreret tager hun koppen af termokanden, mens blikket flakker fra kande til rundkørsel. Hun hælder den varme the i koppen, mærker duften og varmen fra teen på læberne. Hun drikker en slurk, det lindrer hele vejen ned gennem brystet til maven. Hun stiller teen i kaffeholderen. Det føles godt. Hun tænker dagens opgaver igennem, kikker på mappen med projektet, der ligger i bildørens sidelomme. Tager papirerne ud af mappen og op til rattet. Hun fører bilen elegant, mens hun læser papirerne , drikker te og spiser af madpakken. Får lidt dårlig samvittighed over at spise madpakken og tænker på, hvordan sønnen klarer det. Hun ringer til sin mand, smiler indvendig og spørger, om han kører forbi med bananer og brød til sønnen, mens øjnenes koncentration, hendes motorik, hendes koordinering, arbejder optimalt. Klokken 15.30 begynder hun at forberede udkørslen. Pakker papirerne ned, hun ser at bilen foran svinger ud. Hun griber øjeblikkets lidt større afstand til at følge med ud af rundkørslen. Hun føler sig drænet, men er ikke som sådan i dårligt humør. Det er mere en følelse af ingenting. Hun åbner handskerummet, tager en plade chokolade ud, knækker et stykke af og putter det i munden, samtidig med, at hun drejer ind mod netto. Sønnen dukker op af trappen fra perronen, det virker som om han kæmper sig op af trinene, - hun får dårlig samvittighed. Han er lidt udkørt, men vinker dog glad og smiler med skoletasken tungt på ryggen. Hun står ud af bilen. Omfavner ham . Hun kysser ham på kinden. ”Har du haft en god dag?” ”Ja jeg har haft en god dag mor. Har du haft en god dag?”.”Ja, jeg har haft en god dag – tak. Er du sikker på du har haft en god dag min dreng?”” Ja mor”, svarer han, ”men jeg glemte madpakken og er skrupsulten”. De stiger ind i bilen. Hun tænder for radioen. Rækker ham pladen med chokolade. Klokken er 16.00. Hun stiller ind på P3, kikker på drengen, de smiler begge, mens værten med musikken i baggrunden fortæller, at der er kø på ring 4 og at ventetiden er op til 45 minutter.

06 Længslernes Allé

Hun står længe ved bredden, bølgerne er flade og det glimter med sølvstrenge ud over vandet. Længere ude hænger disen helt ned til vandoverfladen. Hun træder langsomt ud i vandet uden at tage skoene af. Der bliver hurtigt dybt. Hun mærker det iskolde vand på læggene, det gyser i hele kroppen. I horisonten skimter hun en grønlig genstand. Hendes tanker flyder lige så langt ud som udsigten og sløres af disen længere ude. Genstanden kommer tættere på. Det er endnu svært at se, hvad det er. Hun kikker tilbage. En løber vinker til hende og råber: ”pas på ikke at gå for lang ud”. Hun går længere ud, vandet når hende til lysken. Flere løbere kommer til. De stopper op og råber:” kom ind lille pige, det kan være farligt”. Den grønlige genstand er endnu tættere på og har kurs mod hende. Løberne på bredden er nu samlet i en flok og har valgt en talsmand, som råber i en megafon: ”du må ikke gå så langt ud, pas på understrømmen”. Hun går fem meter længere ud, vandet når hende nu til lidt over maven, kroppen har vænnet sig til temperaturen. Hun ser at den grønne genstand er en lille robåd. Vinden er taget til, bølgerne er vågnet og skvulper ind på siden af den lille båd, som nu er lige ud for hende. Hun kikker i båden, der ligger to årer, en flaske vand og et tæppe, - ingen redningsvest. Hun vender hovedet og kikker langsomt tilbage. Hun ser flokken stå og hoppe, lave fagter med hænderne og råbe:” kom tilbage, det er farligt”. Hun hopper op i båden, blæsten er nu lidt voldsommere, der er fralandsvind. Hun griber årerne, holder dem i vejret og vender sig ind mod bredden, som vil hun vise flokken dem. Flokken bliver nu roligere, kikker på hinanden og smiler, hvorefter de løber videre sammen.

Hun smider årerne i vandet, lægger sig på bunden af båden, tager tæppet over sig og lader vinden føre båden ud mod det åbne hav. Båden sejler vuggende gennem disen. Hun lukker øjnene og græder tillidsfuldt, imens den lille både drives ensomt af sted af vindens velvilje.

07 Drømme drømmes alene

Barnet: ”se bolden hopper, den bliver ved, se den hopper”. Den voksne: ”bolden hopper ikke mere lille skat, den ligger stille”. Barnet: ”nej den hopper stadigvæk”. Den voksne går hen, tager bolden og slår den ned i jorden og siger:” NU hopper den igen, kan du se det? før lå den stille i lang tid”. Barnet kikker tvivlsomt på den voksne, mens bolden hopper videre inde i hovedet. Den voksne smilende til barnet: ”Nu er den stoppet igen, gå du hen og få den til at hoppe igen”. Barnet går hen og tager den bold som i forvejen stadigvæk hopper, slår den ned i jorden, nu er der to bolde der hopper, barnet råber med et smil så stort så stort at ordene danser ud af munden:” se, nu er der to bolde der hopper, - så kan vi få hver sin”. Den voksne kikker med hoved på skrå på barnet: ”du er sjov”, siger den voksne med et lidt skævt smil, går hen og tager bolden, slår den ned i jorden og siger:” Du kan tage den anden”. Barnet nynner og siger: ”TAK”.

08 Til Glæden

Nøglen sidder udvendig. Nøglen sidder udvendig. Det stinker af luft, der har været i samme rum i måneder. Mørket har lagt bind for vores øjne, og det er tankerne der må finde lyset. Vi sidder i samme rum, bundet sammen af skæbnen. Vi kan ikke se hinanden. Låsen sidder udvendig. Vi prøver at finde et fælles sprog, til trods for, at vi kommer fra forskellige lande, samlet af skæbnen og verdens luner. Ledere, der stræber efter magt over dem, der er svagere, for at dem, der er svagere, kan få magt over dem, der er endnu svagere. Låsen sidder udvendig. Vi deles om luften, som har været i rummet lige så længe som os. Vi venter sammen. Vi sidder på den sorte jord. Vi venter sammen i samme sekund, time, de samme dage, nætter, uger, måneder. Vi må finde et fælles sprog, selvom vi kun tænker på os selv. Vi må finde en fælles stemme, der kan binde trådene sammen om håbet, og hive det indtil vores hjerter. En tør stemme fra inderst hjørne af rummet hvisker begyndelsen af en sang ”la, la – la, la – la, la – la, la, la, la, la, la, la, la, la………….. ” – en spinkel stråle af lys rammer midten af rummet – ”la, la, la, la, la, la, la, la” låsen låser sig op – sprænges – ”la, la, la, la, la, la, la…”

09 En melodi på vilde veje

Morgenen er lys, lyden af en ny dag er i luften, duften af liv. Et ekko af lyde hvirvler rundt fra væg til væg, mur til mur, hen over tagene, mens solen dæmper morgenkuldens hjertebanken. Skramlen af stablede kasser, døre der åbnes og smækkes i, porte der piber, cykeldæk på asfalten, koste på beton, vand på ruder og lyden af kirkeklokker.

Midt i alt det går Eva fra gade til gade med guitaren på ryggen og sin lille forstærker i hånden. Hver dag den samme rute nogenlunde på samme tidspunkt. Hun stopper på fredspladsen foran Fona. Pakker guitaren ud af den slidte kasse, sætter forstærkeren op lige ved siden af. En hund kommer hen og snuser til kassen, halen logrer og tungen hænger ud af siden på munden. Den sætter sig utålmodigt ventende med forpoterne trippende og halen logerende. Den prøver at fortælle den hedder Bob. Bob rejser ørerne, da den sidste lyd af kirkeklokker rinder ud. Eva spænder guitarremmen fast på guitaren, tager den over skulderen og slår en akkord an. Forstærkeren hyler højt, hun skruer hurtigt ned, mens Bob kikker rundt, som vil den undskylde for de forbipasserende. Bob lader forbene falde ned på asfalten og ligger nu på maven, stadig med tungen hængende i højre side af munden På udstillingsvinduet i Fona står der ophørsudsalg med gule bogstaver. Fra 40 til 80 % rabat på alt. Eva stemmer guitaren, det lyder allerede som en sang. Hun hilsner på nogle forbipasserende og smiler tillidsfuldt. Hun klapper Bob på hovedet og kalder den Rico. Duerne på taget af kirketårnet sidder helt stille og afventer deres videre færd. Eva er klar til at begynde, da hun stille afbryder sig selv og hvisker ”ups”. Hun kikker på Bob, som hun stadigvæk kalder Rico. Bob logrer lidt hurtigere med halen som om den forstår: ”Jeg glemte skiltet”. Eva åbner guitarkassen og griber et lille fint håndskrevet skilt – stiller det foran hende. ”Ønsk en fortælling”, står der på skiltet. Ud fra Fona myldrer folk med poser og kasser. En dreng stopper op, kalder på sin far og peger på skiltet. Drengen løber hen til Eva og hvisker hende noget i øret. Han sætter sig, venter spændt. Bob løber hen og sætter sig ved siden af drengen, drengen kalder den Hund.

Tonerne fra Evas læber og den bløde klang fra guitaren flyder ud over fredspladsen. Bob kikker på drengen og sluger tungen, halen slår ganske stille, som var det i takt med musikken. Drengen lægger blidt hånden på hovedet af Bob og ager den langsomt, Bob smager på tungen. Drengens øjne svømmer ud i evigheden uden redningsvest. Drengens far kommer i snak med andre handlede, der siver ud fra Fona. De viser smilende hinanden de ting, de har købt. Nogle henter kaffe i den lille cafe overfor. En kvinde bytter pakke med en anden kvinde. En mand sælger nogle af sine ting og tæller glad pengesedlerne. En summen af stemmer, blandet med Evas toner fylder fredspladsen.

I fremtiden vil drengen og Bob huske fortællingen, et øjeblik af evighed, der aldrig vil kunne slettes, kun glemmes for en stund. En tilfældig morgen ved klangen af kirkeklokker i det fjerne, vil tonerne dukke op igen – en erindring – et ekko.

10 En ganske særlig tid

Vi løber på stedet, vores puls stiger, vi kommer ingen vegne. Vi sætter farten ned, kommer ingen vegne, men pulsen falder. Vi kikker ned, fødderne fungerer fint, det er som det skal være, højre fod først og dernæst følger venstre i en fin koordinering, men vi kommer ingen vegne. Instruktøren siger: ”Smil mens I løber, så går det nemmere”. Vi smiler og løber stærkere, men kommer ingen vegne, men pulsen stiger. En anden instruktør siger: ”Hold ansigtet neutralt mens I løber, så bruger I ikke unødige kræfter”. Vi løber på stedet med neutralt udtryk, pulsen er stabil, men vi kommer ingen vegne. ”I skal bokse med armene, når I løber – forstil jer I slår hul i luften, så der er fri bane”, siger en tredje instruktør med et smil. Vi bokser, pulsen stiger og tempoet også, men vi kommer ingen vegne. ”Løb baglæns mens I bokser, så I har overblik, så bruger I de andre muskler og får derved koordineret en anden måde at løbe på”. Disse ord kommer fra en fjerde instruktør, som kun er afløser for de andre 3. Vi gør det nøjagtig, som han siger, pulsen stiger kræfterne svinder, men vi kommer ingen vegne.